Skadedyr

Grey wolfAlle dyr har deres plads i et økosystem. De, der har fundet deres plads tæt på mennesket, og som vi på en eller anden måde opfatter som skadelige for os, dem kalder vi skadedyr.

Der har vel til alle tider været skadedyr, men mange tilskrives, at mennesket har ændret adfærd og dermed givet andre dyr mulighed for at drage nytte af os. F.eks. da vi begyndte at bo i huler og bygge hytter og huse – da flyttede husedderkoppen ind. Den er ikke direkte skadelig, men den er der, fordi mange andre skadelige kræ også fandt hulerne spændende: så som myg, fluer og møl.

Når miljøet ændrer sig, ændres også vilkårene for skadedyrene – det bliver lettere eller sværere for dem at klare sig. Nogle af dem har vi skabt fantastiske vilkår for: rotter og mus. De stortrives i kloakker, kældre og udhuse, hvor de kan overleve i et ellers koldt og ugæstfrit klima. Det samme med væggelusene, som dør, hvis de får frost. Men det får de jo ikke indendøre.

Netop væggelusene er et af fremtidens skadedyr. De spredes og trives, fordi vi køber og sælger brugte møbler mere end før, og de gamle husråd, som at lade disse stå udenfor i frostnatten inden de kommer ind i huset, er gået i glemmebogen.

Kakerlakker (dvs. den tyske kakerlak, som normalt huserer i vore hjem), skorpioner, malariemyg, flåter og mængder af andet krapyl jubler over den globale opvarmning, som giver dem gode muligheder for at klare sig over større områder end før – også langt op i Skandinavien.

Vi bliver flere og flere, bor tættere, får det varmere og udveksler gamle ting med indbyggede skadedyr – så jeg tror på, at vi får flere og flere problemer med dem fremover. Fremtiden byder desuden på nye skadedyr i form af ræve, losser, ulve og alt muligt andet, som ellers tidligere foretrak at være langt væk fra mennesker – men nu er mennesket overalt, så disse dyr er nødt til at leve tæt på os og i vore miljøer, altså haver, skraldespande osv., da der jo ikke er så meget andet tilbage.

Så af de få dyr, der måtte være tilbage i fremtiden (se Fremtidens dyr) vil mange være skadedyr. Godt gået, menneskehed!

Skriv et svar