Dyret i mennesket

Funny-Hot-Girl-Fight-With-Cow-Full-HD-Wallpaper-freeEfter en lang periode, hvor mennesket bevægede sig mod en stadig højere grad af abstraktion, læring, viden, er vi nu ved at falde ned igen. Det er dyret i mennesket – de umiddelbare drifter og straks-behov – der styrer meget af det, der sker i dag.

Samfundet bliver for tiden mere og mere individ-orienteret. Der er ikke mange, som har lyst til at føle sig som en del af samfundsmaskineriet eller indordne sig under nogle normer. Og der er især ikke mange i dag, som vil gøre en ekstra indsats for andre. Det er mig-samfundet, der gælder. Et samfund af individer.

Det betyder så, at alt, hvad der er komplekst, bliver valgt fra. Alt, hvad der egentligt kræver flere menneskers indsats, bliver udskiftet med noget, vi hver især kan forstå og gøre. Og som giver et øjeblikkeligt resultat. Samfundet degenererer.

Man hører ofte folk tale om, at “sådan ville det oprindelige menneske gøre”, underforstået at dét er mere rigtigt, fordi det er mere oprindeligt. Det er en ny form for flirt med fortiden, hvor vi tidligere har haft renæsancen, med dens genopliven af de gode gamle græske idealer, guldalderen, med dens idealisering af det simple liv på landet, og ungdomsoprøret, med dets forherligelse af fællesskab og ligestilling. Den nye bølge fisker i stedet den dyriske ur-egoisme frem som idealet: nu vil vi være spontane og have resultatet straks og for os selv.

Man kan godt sige, at øjeblikkets trend er en forherligelse af dyret, men i virkeligheden er det måske mere en misundelsesreaktion, hvor vi vil have det, der gør dyrene tilsyneladende glade og afslappede. Vi vil ikke være som dyrene, vi vil være det bedste af, hvad der kendetegner dem. Og individualitet er vinder-egenskaben. Dén er vi fælles om i dagens dans om guldkalven. Sjovt nok har denne trend ikke en chance for at overleve – efterhånden som samfundet falder fra hinanden, fordi vi hver især kun tænker på os selv, vil der opstå en frustration hos nogle, som ikke kan vinde i et sådant miljø. Og de vil kræve forandringer.

Så dyrkelsen af dyret i mennesket fører ikke blot til samfundets ruin men også til menneskets genopståen som et socialt væsen.

Skriv et svar