Fremtidens forfattere

futuristic-green-floating-city“Tidløst” var et ord i tiden, der gik. Nu er det blevet forældet, måske forslidt. Så tidløse forfattere er nok passé.

Men der har været forfattere til alle tider, og de har skrevet om emner, der sommetider blev opfattet som fremadrettede, måske futuristiske eller endda forudsigende. Og dog var disse emner født af den tid, forfatterne levede i. Når Jules Verne skrev fantastiske teknologisk baserede fortællinger om fremtiden, så var det fordi, han levede i en tid, hvor der skete mange teknologiske forandringer og folk var interesserede i disse og i, hvad de kunne føre med sig – “hvad skal det dog ende med?” – altså fremtiden.

Senere blev fremtidsfortællinger præget af de rædsler, man så under verdenskrigene, og deres fortællinger kom til at handle om undertrykkelse, krig og ensretning. Lige indtil det teknologiske mirakel igen tog over i 50’erne, hvor USA spyttede det ene mere fantastiske masseproducerede produkt ud på markedet efter det andet, samtidigt med at rumrejser, energiteknik, privatbilisme, TV og mængder af andre overvældende ting gjorde folk teknologi-kåde, og satte idéer i hovedet på dem, om at videnskaben og industrien var i stand til at løse ethvert problem. Således skrev forfatterne om en videnskabelig og teknologisk fremtid. De skrev science fiction. Hele denne periode med krig og videnskab var samtidigt præget af udviklingen i filmindustrien, og megen litteratur har tydeligt været dels påvirket af film og dels indrettet på at kunne blive til film.

For nyligt har vi været gennem en tid med cyberpunk, historier om en fremtidsverden baseret på internet og elektroniske relationer mellem mennesker, der blev stadig mere fremmedgjorte af og overfor den teknologi, der skulle støtte dem, men som kom til at omklamre dem. En naturlig konsekvens af de mange parallelle udviklinger, skiftende trends og smarte men uforståelige ord, der kom ind i sproget. Folk blev forvirrede og paranoide, og forfatterne skrev om deres egen forvirring og nød vel også at skabe mere af denne hos deres læsere. Foruden William Gibson er ingen nævnt, ingen glemt…

I dag er en del litteratur beskæftiget med “alternative nutider”, snarere end fremtiden, som f.eks. Dan Browns bøger om Frimurerne. Tydeligvis fordi fremtiden ser lidt tynd ud – man kan naturligvis skrive om, at Jorden er ved at bukke under af overbefolkning, forurening, global opvarmning mm., men den fantastiske og lovende fremtid, læserne gerne vil se, eller de gys om en truende men urealistisk og fjern fremtid, læserne måske elsker endnu mere end det lovende – disse potentielle historier er gået tabt i den globale skuffelse over, at fremtiden ser ud til at være forsvundet; taget fra os af vort overdrevne begær efter at eje alt og forbruge, destruere og smide væk.

Hvis fremtiden kommer til at byde på lidt drømmestof mellem de dystre udsigter, så som kolonisering af Mars, bygning af byer på havets bund, beviser på UFO’er, tankelæsning og telekinese – videnskabeligt, uvidenskabeligt eller religiøst stof – så får forfatterne igen noget at arbejde med, men ellers kommer den til at stå på tænkte afsløringer af konspirationer, fantasy-fortællinger og fantastiske-måder-Jorden-kan-gå-under-på-fortællinger i lang tid endnu.

Egentlige fremtidsfortællinger kræver nok en nutid, hvori både forfatteren og læserne tør tro på, at der faktisk er en fremtid at skrive om.

Billedet er fra Web Urbanist.

Skriv et svar