Skruen uden ende?

iPhone 10Mer vil ha mer, som de siger i Sverige. Siden mobiltelefonerne begyndte at blive hverdag, har der udviklet sig en kultur, hvor vi skal have ny telefon ofte. Faktisk så ofte, at vi sjældent når at benytte alle funtioner i den gamle bare én gang, inden den skiftes ud.

iPhone kommer i ny indpakning hvert halve år – hver gang lidt større end den foregående. Samsung og andre konkurrenter leverer adskillige varianter, der alle fornyes i mindst samme tempo. Man kan jo spørge sig selv, hvad det skal ende med?

I første omgang har trenden bredt sig til andre produkttyper. Hvor man engang mente, at et produkt havde en fantastisk kvalitet, hvis det kunne holde i mange år – tænk på f.eks. Nilfisk støvsugere og Kenwood køkkenmaskiner – så er det i dag de færreste apparater, der overhovedet når at leve, til de så at sige dør en naturlig død. Et fjernsyn, f.eks.: hvem har ikke smidt et fjernsyn ud, der stadig virkede, fordi man ville have en nyere model? Og jeg kender folk, der jævnligt skifter deres møbler ud, uden nogen anden god grund, end at de har mulighed for det.

De nye modeller af ting er sommetider bedre end de gamle. Mobiltelefonerne bliver hele tiden større – lidt sjovt, da de tidligere blev mindre og mindre, men nu for tiden går det altså den anden vej. Er større bedre? For en telefon? Ofte mærker vi slet ikke de nye forbedringer, fordi vi aldrig tidligere brugte de funktioner, der er blevet forbedret. Og mange af de nye funktioner kommer vi aldrig til at bruge, inden vi igen skifter tingen ud.

Det meste af dette er ren forbrugerisme. Livet bliver ikke bedre af det, men i det sekund, vi køber den nye ting, tror vi på det. Og gængse økonomiske teorier siger jo, at vi alle bliver rigere, hvis vi alle smider alting væk og køber noget nyt, så økonomer og regeringer presser på, for at vi skal fortsætte denne adfærd.

William Tenn (pseudonym for Philip Klass) skrev i en af hans mange fantastiske noveller, jeg husker desværre ikke hvilken, om et fremtidssamfund, hvor de, der havde højest status, kunne få lov til at forbruge mindre. Så den usleste marginalperson kørte Rolls-Royce mens en højt placeret politiker kunne køre i en folkevogn. Måske er dette fremtiden? Måske vender forbrugerismen sådan, at stort forbrug – mere er bedre – afløses af en stræben efter mådeholdenhed?

Skriv et svar