Information på samlebånd

life-wheelSamlebåndet blev opfundet af Henry Ford for at forbedre produktionen. Teknik blev indført, som satte mennesket i baggrunden og effektiviteten i forgrunden. Pludseligt kunne man producere en bil mange gange hurtigere end før. Dermed kunne man masseproducere. Først biler, snart også alle mulige andre ting.

Samlebåndet fungerede så smart, at arbejderne var linet op i en lang række, hvor hver af dem bare skulle blive på omtrent samme sted – så kom bilerne forbi dem i et passende tempo til, at hver arbejder kunne nå at skrue et par skruer i og løbe tilbage til den næste bil.

Dengang, i starten af 1900-tallet, var ting i højsædet. Det er de på sin vis stadig, men nu kommer de bare ét eller andet sted fra – Kina eller Korea, måske – og mange danskere tænker ikke længere over, hvordan tingene bliver lavet. I stedet producerer de information. Og mængder af den! Det er nemt at producere information i dag, og alle gør det. Måske bliver der i dag skrevet mere, end der bliver læst? Altså sådan at forstå, at for hver linje tekst, der bliver skrevet, bliver der kun læst nogle få ord.

De sociale medier fungerer så smart, at skribenterne er placeret bag hver sin computer, hvor hver af dem bare skal blive på omtrent på samme sted – så kommer informationerne forbi i et passende tempo til at hver skribent kan nå at klikke på “Kan godt lide” og “Del” og skrive en kort kommentar, og så springe videre til næste information.

Det er lidt uklart, hvem der opfandt de sociale medier, men vedkommende må have været stærkt inspireret af Henry Ford. Teknikken gør, at mennesket er sat i baggrunden og effektiviteten i forgrunden. Så nu masseproducerer vi information.

Man kan gætte på meget, når man skal forestille sig, hvad det næste bliver. Men sikkert er det nok, at hvis man kan finde et område, der ikke allerede nu er blevet effektiviseret og har fået sat mennesket i baggrunden – så er det nok blandt de gode bud på områder for næste bølge.

Skriv et svar