Den virkelige verden

funny-social-mediaI gamle dage, for et par år siden, ville man efterlyse en forsvundet person i medierne. Altså, en person, der var forsvundet fra den virkelige verden, blev efterlyst i en imaginær verden, hvor folk kunne mødes for at udvide deres forståelse for verden – en reflektiv verden, reflekterende over… den virkelige verden.

Nu har tingene ændret sig lidt. Mange mennesker har kastet sig over de nye muligheder for et udvidet netværk i “den globale landsby”, hvor alle kender hinanden og kan tale sammen på tværs af landegrænser, i nogen grad også med forskellige sprog (der maskinoversættes), og de fleste synes jo nok, at de har fået en større verden med flere kontakter.

Men når strømmen går, når Facebook har et blackout og når en sikkerhedsmekanisme spærrer ens konto – så er man væk! Forsvundet fra det, der nu er blevet den virkelige verden – internettet og de sociale medier.

Det er interessant at overveje, hvor mange kontakter, møder, vennebesøg osv. i den gamle virkelige verden, der er blevet aflyst på grund af den nye virkelighed. Hvor ofte har man talt sig trætte af hinanden på Facebook, så man faktisk ikke rigtigt gad mødes igen på gammeldags manér? Hvor meget tid er blevet brugt på den nye verden, så den ikke længere var tilgængelig for den gamle?

Det ligner en parallel til dengang TV’et blev populært. Hvor folk inden da havde brugt deres aftener på noget andet – f.eks. på at tale sammen og besøge hinanden – så gik der nu mere og mere tid til TV-kigning. Statistikken siger vist omkring tre timer i gennemsnit pr. person pr. dag? Internet-forbruget er noget tilsvarende, så hvis man også har et arbejde og måske sover lidt en gang imellem, så er det jo ikke nemt at nå noget som helst andet i den gamle virkelige verden.

Jeg ville gerne tro, at det var et spørgsmål om nyhedens interesse og det at finde den rigtige balance i en forandret verden. Men det ligner, at både TV, internet og de sociale medier apellerer til nogle basale ønsker og behov i mennesket, som vi med disse teknologier kan få opfyldt lettere end ellers. Vi kan opnå følelsen af kontakt med andre uden at flytte os fra vores lænestol. Vi kan fortælle alt, hvad vi har på hjerte til alverden – der er altid nogen derude, der i det mindste har muligheden for at lytte. Og vi kan få svar på de spørgsmål, vi måtte have, uden selv at kende nogen, der ved noget.

Så mon ikke fremtiden byder på stadig mere forbrug af sådanne komfort-teknologier? Mon ikke den nye virkelige verden er kommet for at blive?

Skriv et svar